Spørgsmål til forvaltningen
Som kommunalbestyrelsesmedlem kan du skaffe supplerende information fra forvaltningen til brug for dit kommunale hverv.
KBS-ordningen
Som kommunalbestyrelsesmedlem har du ret til at stille spørgsmål på en let og direkte måde via KBS-ordningen (Kommunalbestyrelses-sekretariats-ordningen). Det er en måde, hvor du kan få relevant information fra forvaltningen.
Formålet med ordningen er at sikre maksimal transparens, hvor alle får samme informationer, som forvaltningen har pligt til at sørge for.
Hvis du har et spørgsmål til forvaltningen, skal du altid stille det direkte til KBS-ordningen via KBS@frederiksberg.dk.
Hvis spørgsmålet har en objektiv karakter, som gør, at det umiddelbart lader sig besvare, og hvor oplysningerne er let tilgængelige for alle, kan du stille spørgsmålet til direktøren for det relevante område via mail eller telefon. Det kan for eksempel være spørgsmål om kommunens indbyggertal eller hvornår, Lindevangsparken blev anlagt.
Det er aftalt, at der inden for KBS-ordningen ikke stilles spørgsmål, der omhandler økonomiske eller andre konsekvenser forbundet med specifikke partiers politik, beslutningsforslag m.v.
KBS-spørgsmålene besvares så hurtigt som muligt, og der sendes altid en kvitteringsmail om forventet svartid. Komplekse spørgsmål søges besvaret inden 28 ugedage og enkle spørgsmål inden otte hverdage.
Komplekse spørgsmål, hvor et fyldestgørende svar vil forudsætte mere omfattende skrivearbejde og/eller forudsætte egentlig analyse eller større analyser, falder uden for KBS-ordningen. Sådanne spørgsmål kan i stedet rejses i udvalget. Kopi af svar sendes til de øvrige medlemmer af kommunalbestyrelsen. Hvis der er tale om fortrolige oplysninger, vil det alene være spørgeren, som modtager svaret, men de øvrige personer oplyses om, at spørgsmålet er stillet og modtager kun svaret, hvis de aktivt efterspørger dette.
Svarene offentliggøres også på kommunens hjemmeside, med mindre der er fortrolige oplysninger i dem.
Læs mere under: Spørgsmål fra kommunalbestyrelsen til forvaltningen
Spørgsmål om budgetforslag
Det er fast praksis i Frederiksberg Kommune, at alle kommunalbestyrelsesmedlemmer kan anmode forvaltningen om oplysninger og beregninger til brug for at vurdere budgetforslag.
Spørgsmål stilles af de politiske partier. Spørgsmål modtaget frem til fristen besvares skriftligt forud for budgetkonferencen. Partierne kan stille spørgsmål inden for kommunens ansvarsområde. Budgetspørgsmål besvares ud fra tilgængelig information og viden i forvaltningen. Forvaltningen har i besvarelsen ikke mulighed for at udarbejde analyser, indhente information fra eksterne aktører eller lignende.
Forespørgsler skal sendes til kommunaldirektøren (kommunaldirektoeren@frederiksberg.dk) eller økonomichef Jesper Kragerup (jekr01@frederiksberg.dk).
Kommunaldirektøren/økonomichefen sørger for, at du får svar.